DOG DANCING Samarbejdets svære kunst Tekst: Emmy Marie Simonsen Foto: Christina Ingerslev, Hund og Træning

Dog dancing er svært! Hvis nogen påstår andet, er det enten udtryk for uvidenhed eller arrogance! Det er sjovt og udfordrende og til tider næsten euforisernede, men det er svært! At få alt til at gå op i en højere helhed: musik, hundens bevægelser og handlerens bevægelser kræver ikke bare træning og talent men også en lille smule held... Og alligevel er der nogen, for hvem det ikke er nok... Der er altid nogen, der skal vise sig og gøre lidt mere...

For os var det ved Border Collie Klubbens dog dancing konkurrence i oktober 2005... Vi skulle vise verden hvordan man laver et fantastisk dog dancing program - men vi skulle mere end bare at få hund og handler til at matche musikken - vi ville stille op med en gruppe... Hvor svært kan det være! Bare fordi der pludselig er 3 hunde i ringen... jeg mener, vi var jo også 3 handlere til at styre dem...

I virkeligheden startede det længe før oktober. Og i begyndelsen var vi ikke 3, men 2. Det startede i en kold ridehal fyldt med gøende hunde og en agilitybane. Jannie stod og legede lidt med sin sorte sheltie Cody. Jeg så på dem og det gik op for mig, at Codys arbejdsstil minder meget om min Border Collie Whispers. Så hvorfor ikke udnytte det? Jannie og jeg besluttede at lave et par-program til dog dancing konkurrencen 10 måneder senere...

Vi var enormt entusiastiske og vi talte i telefon i timevis for at finde noget musik som vi begge kunne leve med. Vi endte med et instrumentalt nummer fra sound tracket til "Sisters Act". Det var et fedt stykke musik - meget dramatisk og smukt... Desværre var det umuligt for os at lære det uden ad, så vi var ude af stand til at huske det fra gang til gang. En dag hørte vi det i 1½ time i træk mens vi kørte til Nordsjælland, for at besøge min hvalp hos opdrætteren... -Og bagefter kunne vi stadig ikke huske det. Det lod vi os imidlertid ikke stoppe af. Vi mødtes jævnligt for at lave koreografi og træne. Sjovt var det, men det begyndte at blive lidt anstrengende at skulle starte forfra hver gang vi mødtes, fordi vi ikke kunne huske musikken og programmet... Vi nåede aldrig mere end ca. 30 sekunder ind i musikken... men Whisper og Cody lærte nogen rigtig fede tricks sammen. Vi fandt på nye tricks hver gang vi mødtes og vi lærte vores hunde at udfører dem, men vi fik aldrig lavet noget program. Vores entusiasme dalende langsomt samtidig med at tids-intervallet mellem vores træningsdage blev længere og til sidst havde vi dårlig samvittighed hver gang vi mødtes, fordi vi ikke havde noget program og ikke trænede.

Det var her den frelsende engel kom ind i billedet og reddede os fra vores ynkelige forsøg... Johanna spurgte om ikke hende og hendes merle Border Collie Spooky måtte være med i vores par, der dermed blev omdannet til en trio. Da Jannie og jeg jo ikke ligefrem excellerede med det fantastiske program vi ellers havde fantaseret om, så vi ingen grund til ikke at tage dem med. Så nu var vi 3 og selv om vi var mere opsatte på at vinde gruppe konkurrencen end nogensinde, så blev det ikke rigtigt til noget med træningen. Vi har alle 3 arbejde og Johanna og jeg har skiftende arbejdstider, så det var ikke let at finde træningsdage...

En måned inden konkurrencen gik det op for os, at vi havde en lille smule travlt! Vi havde tilmeldt os og vi havde valgt et nyt stykke musik, så det eneste vi manglede var i virkeligheden bare:

Altså: 1 måned inden konkurrencen begyndte vi at tale om, at gøre noget ved det!!!
Ca. 22 dage før gjorde vi faktisk noget!!!
Jeg fik til opgave at lave en koreografi til Danser med Drenges smukke "Vi skal nok få gjort en mand ud af dig". Det er helt fantastisk musik og en tekst, der handler om livet på Sorø Akademis kostskole i 1960erne. Det var ikke specielt let at fortolke, så jeg greb den mindste mulighed for at udlede noget af teksten, som vi kunne bruge. Jannie og Cody fik rollen som stakkels, bange ny elev med hjemve og Johanna og jeg tog rollerne som bøller, der gør livet surt for hende. Roller der iøvrigt passede os som hånd i hanske :-). De døde poeter, der ligger i gravene blev illustreret af Whisper og Spooky, der "spillede død" ved at ligge på ryggen. "Hånden der slår i visdommens navn" forsøgte vi at vise ved at løfte hånden truende og lærer vores hunde at bakke væk for at undgå slaget... Ikke verdens mest originale fortolkning, men i det mindste havde vi vist, at vi havde tænkt over musikken. Og i øvrigt ville 2 ud af 3 dommere ikke forstå dansk, så enhver fortolkning ville være volapyk for dem.

20 Dage før konkurrencen mødtes vi for at træne. Det handlede mest om, at vi skulle lære programmet og alle skulle have styr på hvilke tricks og bevægelser hundene skulle kunne næste gang vi mødtes.

Det blev ca. 12 dage før konkurrencen. Alle arbejdede meget målrettede og det lykkedes os faktisk at gå programmet igennem. Vi havde uendelige diskussioner om hvorvidt dommerbordet stod der hvor Johannas bil var parkeret eller om det stod der hvor lydighedsfeltet var lagt ud.

Ca. 8 dage før konkurrencen mødtes vi igen. Johanna var blevet paranoid over, at vores musik var længere end de 4 minutter reglerne foreskrev. Selv synes jeg måske, at det var mere bekymrende, at vi endnu ikke havde formået at gå programmet bare tilnærmelsesvist fejlfrit igennem, men de der kender Johanna vil vide, at hun ikke opgiver en ide, når først hun har fået den. Så vi brugte tid på at ændre vores afslutning og korte vores program af. Endnu kunne vores hunde ikke alle de tricks vi skulle bruge - f.eks. lignede Whispers døde poet nærmere en død høne, der lige havde fået hugget hovedet af og stadig spjættede med benene... Og Jannies Cody, der skulle løbe under Whisper og Spooky, nægtede pure at løbe under, han ville meget hellere springe over...
Træningen forgik på en mørk mark til musik fra Johannas bil-anlæg og i lyset fra Jannies bil-lygter... hvilket iøvrigt medførte at Jannies bil ikke kunne starte da vi skulle hjem. Batteriet var fladt! Vi havde selvfølgelig de obligatoriske diskussioner om hvor dommerbordet stod - ved Johannas bil eller Jannies bil (Jannies bil opgav vi, fordi vi blev blændet af lygterne, hvis vi kiggede den vej)... eller muligvis på den mørke mark??!!

Næste gang vi mødtes var i hallen til konkurrencen. Om morgenen - meget tidligt - gik vi vores koreografi igennem uden hunde. - Det så ud som om, at vi faktisk kunne huske de nye ændringer der var lavet og morgenens træning så ikke direkte pinlig ud...

Først på eftermiddagen startede gruppe konkurrencen. Første gruppe var en handler med 2 hunde. Vi var ved at varme op og så derfor ikke deres program. Dommerne brugte tid på at bedømme første gruppe og så gik vi i ringen. Det er altid nervepirrende at gå ind i en dog dancing konkurrence-ring. Når man skal gå en koreografi, som man har trænet 3 gange, sammen med 2 andre hunde/handlere, så er nervepirrende ikke mere et tilstrækkeligt ord...

Vi stillede os i position i hver sit hjørne og musikken startede. Zig zag ind over ringen helst uden at støde sammen på midten... Nogenlunde synkron vending og Whisper og Spooky indtog deres døde poeter stilling, der faktisk så døde ud... Jannie i gang... ned på hug og Cody op på ryggen... det var mit og Johannas clue... hver sin vej rundt om Jannie. "Vi skal nok få gjort en mand ud af dig..." lød musikken... tegn til at programmets sværeste del kunne starte... nu bliver det kompliceret... Jannie skulle sidde stille i midten af ringen med Cody på ryggen. Hun skulle bare være lille og bange. I følge teksten i musikken, skulle Johanna og jeg omringe hende. Jeg skulle gå inderst højre om. Johanna og Spooky skulle gå lidt hurtigere i midten venster om. Yderst skulle Whisper løbe samme vej som mig - højre om. Når musikken skiftede, skulle vi alle ændre retning og bevæge os modsat vej... Det lyder kompliceret og det var det også! Det blev ikke mindre kompliceret af, at Whisper tænder vildt på at løbe og gøede højlydt eller af at Spooky pludselig blev irriteret over Whispers hysteri og ville ud og stoppe ham. Spookys opmærksomhed på Whisper forhindrede Johanna i at vende om og gå den modsatte vej, hvilket jeg tolkede som om, at hun ikke kunne høre mit stikord for Whispers gøen, så jeg gik flere runder mens jeg hvæsede ud mellem tænderne "Johanna back! Back Johanna! BACK!! BAAAAAAAACK!!!!".
Løbe-sektion overstået videre til zag zag ud i hver sit hjøre. Vi havde omhyggeligt aftalt hvem der skulle ud i hvilket hjørne, men i kampens hede, kan den slags detaljer ikke tages alvorlig. Jeg valgte nærmeste hjørne! Hvilket viste sig at være Johannas hjørne! Johanna prøvede desperat at komme over i næste hjørne, men det var Jannies hjørne og hun havde ikke tænkt sig at opgive det, lige meget hvor rasende Johanna så ud. I mellemtiden var jeg ude i mit hjørne (der i virkeligheden var Johannas hjørne) og Johanna futtede stadige rundt inde midt i ringen og ledte efter et tomt hjørne...
Vi kom forholdsvist flydende videre til "Hånden der slår..." Whisper mente ikke, at han kunne blive ved med at bakke væk fra slaget... "Nu har hun prøvet at slå mig i 20 dage" tænkte han tilsyneladende "-og jeg har bakket væk hver gang.... nu må jeg være en mand og tage kampen op...." så i stedet for at bakke, stillede han sig elegant på bagbenene og gik udfordrende frem... Nåh ja, måske var det ikke det han gjorde... måske tog han bare fejl af min "bak hånd" og min "stand (stå på bagben) hånd"... Men særlig fremragende passede det ihvertfald ikke ind i vores fortolkning :-).
Bortset fra et par "løben uden om" i stedet for under da Cody skulle løbe under Whisper og Spooky, kom vi nogenlunde fejlfrit videre til sidste del af programmet. Vi skulle gå i en lille cirkel med hundene på plads. En gang rundt - derefter skulle hundene sidde og vi skulle gå en runde uden hunde for endeligt at tage hundene med under gang og afslutte (takket være Johanna) inden for de tilladte 4 minutter. Imidlertid tror jeg at Jannie og Johanna havde besluttet at tage hævn for den efterhånden berømte "hjørne episode"... I hvertfald var Whisper den eneste der satte sig - de to andre blev ståede, hvilket fik det til at se ud som om, at det var Whisper der gjorde det forkert og ikke var stabil nok i stå øvelsen... Så ku' vi lærer at holde os til vores eget hjørne!

Efter os kom endnu en gruppe bestående af 3 handlere og 1 hund.

At vi faktisk vandt denne gruppe konkurrence skyldtes vist ikke et vel-udført program, men snarre et stort skuespiller talent, der tillod os at fortsætte uanfægtet og uden at fortrække en mine, på trods af, at vores program var en blændende illustration af Murphys "alt hvad der kan gå galt går galt"...

Og hvad har vi så lært af det? En masse!
At dog dancing er svært og at det ikke bliver lettere af, at der er 6 individer der skal samarbejde og ikke kun 2!
Og at 3 x 1½ times træning ikke er nok, hvis en trio skal udfører et 4 minutters program!
Og at det er meget vigtigt hvis hjørne der er hvis, hvis man ikke ønsker at sætte et ellers langt og varm venskab på spil!
Og at døde poeter ofte ligner døde høner!
Og at sheltier og sheltie ejere skaber langt færre problemer end Border Collier og deres ejere!
Og at hvis man skal træne i lyset fra bil-lyger, er det en god ide at have mulighed for at lade batteriet op bagefter!

Tak til Johanna Allanach og Jannie Nielsen samt deres dejlige hunde Cody og Spooky. Jeres humør og gå-på-mod var med til at gøre min og Whispers første trio til en mindeværdig oplevelse. Uden jer, havde vi nok klaret den betydeligt mere fejlfrit inde i ringen, men det havde ikke været nær så sjovt! :-)